Smeinert - tanker fra en degn

Smeinert - tanker fra en degn

Trang til test

FolkeskolenPosted by Søren Meinert Fri, August 08, 2008 09:29:45

Mange havde nok troet at Bertel og vennerne i Skolestyrelsen havde lært at tænke sig om da de i sidste øjeblik, i januar 2008, aflyste de mange test der ventede os i foråret.

Men ak....

I går kunne man læse på Folkeskolen.dk at COWI (leverandør af testene) har accepteret at betale en bod på godt 1 million kroner for ikke at have leveret en god nok vare.

Fint nok - men hvad med at sikre at varen nu også er klar til levering inden vi på skolerne begynder at hoppe på tungen for at tilfredsstille ministerens trang til test.

I efteråret skal vi ud i endnu en lang runde af test af test. Altså teste om testene virker. Dernæst vil der så følge en række obligatoriske test i foråret - hvis altså testene testes til at være gode nok til at teste eleverne.

Jeg har ikke noget imod test og prøver. Folkeskolens afgangsprøve, som godt nok først skal afvikles til juni, er vi klar til. Køreplanen er lavet, lokaler reserveret og maskineriet booket. Sådan arbejder vi i den danske folkeskole. velforberedte - og gerne fra skoleårets start.

Med lidt held kommer Bertel og vennerne måske igang med en tidsplan for de nationale test engang omkring Jul. Og sikke da en fin julegave vi så kan få. Brug din ferie på at planlægge afvikling af test for 400 elever...

Hvorfor ikke med det samme se virkeligheden i øjnene og acceptere at ting ta´r den tid ting ta´r - og så udskyde disse test til skoleåret 2009/10. Så kan vi for alvor implementere testene i skolens årsplan - og vi kan sikre at den evaluering testene vil medvirke til kan blive gjort til en del af lokale visioner og planer - og ikke blot til en test vi laver blot fordi Bertel har trang til test.

Hurra for Bertel og hans trang til test.

  • Comments(0)//blog.smeinert.dk/#post1